I come to save you

[Jocelyn Allen Caffrey]

Tilegnet @samuelcaffrey 

Det var en svær tid for Jocelyn, hun arbejdede hårdt og så bare til hvordan den magiske verden blev ødelagt af de forbandede dødgardister, det var forfærdeligt og ikke mindst skide hammerende irriterende at de ikke bare kunne holde sig væk, hun kunne ikke forstå hvorfor det skulle være sådan, muggler der havde magiske kræfter var lige så meget magiker som fuldblod magiker, hun kunne simpelthen ikke forstå det. Det væreste ved det hele var at hun havde fået en ugle, fra hvem viste hun ikke, der var ingen afsender på brevet. Hun havde fået det kort tid efter at Theodore havde indtaget ministeret, om at hendes Bror Samuel var kommet i Azkaban. Det gjorde virkelig ondt på Jocelyn at finde ud af at hendes bror var i azkaban, selvom de ikke havde haft kontakt i lang tid, flere år faktisk, havde hun da prøvet at finde sin bror, men det havde ikke lige frem været det nemmeste, men nu hun viste hvor han var, viste hun også at han havde brug for hendes hjælp. Hun havde samlet sine bedste venner de var hele 8 personer der gerne ville hjælpe med at få Samuel ud af azkaban. Hun viste ikke om han havde en kone, men gik ikke ud fra at hun også var azkaban hvis han havde en, selv var Jocelyn alene, det fortrak hun.  

Jocelyn havde flere uger før denne dag planlagt en stor action mod Azkaban hun havde skaffe fangevogternes unifrom til dem alle 8, det hele var planlagt ned til mindste detajle, de havde fået lavet falske praktik papire på at de skulle i noget arbejds praktik i Azkaban, hvor efter nogen var blevet bedt om at holde fangevogterne væk fra hvor de skulle hen, heldigvis havde jocelyn læst i brevet hvor hendes bror sad, og det var ikke den mest bevogtede afdeling han sad i, hvilket hun var dybt taknemlig for , ellers ville det nok være umuligt for hende at redde ham. Hun var lige nu hjemme i hendes sommerhus hun ejede som ingen kendte til hun ejede, sammen med de andre der skulle hjælpe til. ” Julian og Kimmy i to sørger for at få vagterne væk fra den afdeling hvor Samuel er. ” sagde jocelyn og så på ham, ” javel” sagde de begge i kor, der gik ikke længe før der ankom to store mænd til sommerhuset, Jocelyn lukkede dem ind og de smilede ” det lykkes os at over mande en af vagterne, vi har et sæt nøgler ” sagde en mand ved navn Bruce. Jocelyn smilede stort ” godt, så håber vi bare de passer ” sagde hun og smilede. ” jeg har sørget for at få dragter til os alle sammen, det tog noget tid, de regner med der kommer 8 voksen praktikanter vi bliver garanterede fordelt forskelligt, men jeg har søgt om pladser til os alle sammen det samme sted, det kunne dog ikke lade sig gøre, men vi er nok til at klare det, hvis i andre bare sørger for at holde vagterne væk, ” sagde hun og så på dem med et bestemt blik, hun rullede et stort stykke papir ud på et bord og angav hvordan de skulle gøre de forskellige ting ” laver vi en eneste fejl så det os der ryger ind på den forkerte side af trammerne og det skal vi ikke have, Jeg har lavet de her mønter, det er ikke rigtige mønter men den vi vibere i jeres lommer når i skal komme væk, den bliver varm når jeg har fat i Samuel. ” sagde hun og de andre nikkede og tog en hver.  

” jeg håber inderligt det lykkes, jeg har ikke set min bror i flere år, men de gange han har hjulpet mig på hogwarts, så skylder jeg ham den ære at hjælpe ham ud der fra ” sagde hun og så på de andre, en lille tåre trillede ned af hendes kind, hun tørrede den hurtigt væk og så på dem ” jeg er virkelig glad for at i vil hjælpe ” sagde hun stille og så på dem alle sammen. En af kvinderne kom hen til hende og lagde en arm omkring hende ” bare rolig Jocelyn, vi står sammen om det her og det skal nok lykkes. Vi holder os til planen ” sagde hun og krammede hende ind til sig, Jocelyn krammede hende og nikkede.  

Da klokken endelig blev 16 om eftermiddag, var de alle klar til at tage afsted, Jocelyn havde nøglerne de havde skaffet i lommen på fangevogter dragten. De fløj afsted fra sommerhuset mod azkaban, da de endelig nået der ud inden der skulle være vagtskifte. Jocelyn gemt sin og kosten til Samuel og sammen med de andres koste uden for azkaban. De gik ind lige som alle andre og meldte sig i ankomsten ,de alle samme viste deres praktik papire, inden de blev sendt ud til deres afdelinger. Jocelyn var mega nervøs men skjulte det godt, da hende og julian og kimmy og bruce blev sendt til den afdeling hvor Samuel sad, hilste jocelyn på vagten og de sad og snakkede lidt mens de andre skabte kaos i den anden ende af azkaban, sådan at den faste vagt fra den afdeling hvor samuel sad overlod tjansen til Jocelyn. Jocelyn skulle arbejde hurtigti nu julian og kimmy og Bruce sørgede for at holde vagt sådan at Jocelyn kunne arbejde hurtigt. ” Samuel” sagde Jocelyn svagt men nok til at han ville kunne høre det hvis han var inden for række vide. Hun gik ned langs cellerne for at finde ham. 

[Deleted]

Lyden af bølger, var det eneste, der prægede Samuel. Følelsen af kulde, og besøg af dementorere.. Hvor længe han havde siddet der med Sophia efterhånden. Favn i favn, som de havde gjort stort set siden, de var kommet derind, mest fordi at de var så heldige, at være endt i samme celle. Det var nok også det, som var dem begge til gavn i dette henseende.
"Når vi kommer ud, frier jeg på ægte vis," var ord, som han havde skænket Sophia igen og igen, siden de var kommet ind. Hvis der var nogen, der kunne holde hinanden oppe her i Azkaban, så var det dem. Rygterne gik om en fødsel, der var fundet sted herinde. Han havde ondt af de mennesker, og særligt med tanke på at det var nogle af hans kollegaer, at dette var gået udover. Han turde slet ikke tænke på, hvor voldsomt og brutalt, det var endt i. Det var forfærdeligt, at Dødsgarden havde formået at overtage hele Ministeriet!

Øjnene lukkede han i, igen. Her gik nat og dag i hinanden, uden at man egentlig kunne gøre noget ved det. Mørkt var det altid.. her var altid koldt, og dementorerne forsøgte at tage alle gode og positive tanker fra dem alle sammen. Dette var bare ikke en som de fik lov til at tage fra ham. "Jeg hader dig for det her, Samuel Caffrey," gentog Sophia for hundredeogsyttende gang, inden hun lagde sig ind mod ham. De var trætte begge to. Her delte de kropsvarme, og de delte tanker. Hun ville jo gerne et sted, og det var jo det, som Samuel vidste.
Stemmen som lød på den anden side et sted, fik selv Samuel til at hæve blikket. Han havde sorte rander under øjnene. Var der nogen der kaldte? Eller var han begyndt at bilde sig tanker og stemmer ind? Han rystede let på hovedet. "Jeg må være blevet vanvittig. Det lød som nogen kaldte.." endte han dæmpet. Han lukkede øjnene igen. Han var virkelig træt!

[Jocelyn Allen Caffrey]

Kimmy og Julian så efter Jocelyn ” kom nu Jocelyn find ham nu, vi kan nok ikke holde dem hen ret meget længere” sagde julian bestemt, Jocelyn var virkelig nervøs, hun var bange for at samuel ikke var ik den her afdeling, men det stod i brevet, hvorfor skulle der være så mange celler, hun stillede sig i midten af det hele og råbte ” SAMUEL CAFFREY” dog ikke overdrevet højt ,men højt nok til at han ville kunne høre det. En kvinde kom hen til trammerne ” han er ned i den trejde sidste” sagde hun og pegede. Jocelyn nikkede og løb der ned, hun fik øje på Samuel og en kvinde. ” samuel ” sagde hun bange og nervøst. Hun blev dog noget overrasket over at se ham sidde med en kvinde. ” Samuel det er mig Jocelyn, jeg kommer for at at åf dig ud ” sagde hun og tog nøglerne op af lommen hun fumlede med dem fordi hun var nervøs. Da det endelig lykkes hendes at finde den rette nøgle, kom Julian over til dem, ” kom nu vi må ud ” sagde han og så på dem. Da Jocelyn endelig fik låst celle døren op viftede hun Samuel og kvinden ud, hun regnede hurtigt ud af de var sammen, hvorfor skulle de ellers sidde sådan. ” vi skal skynde os, de andre kan næsten ikke holde vagterne tilbage. Samuel tag min stav, du er bedre til at bruge den end mig ” sagde hun og rakte Samuel sin stav og puffede dem ud af cellen, ” vi skal denne vej, der er en udgang der aldrig bliver bevogtet, vi skal der ud, og vi har koste med så vi kan komme væk, ” sagde Jocelyn tydeligt meget bange og nervøs.
Jocelyn havde aldrig været særlig god til besværgelser mod andre, men hun var god til så mange andre ting, Healing fx. ” Samuel , jeg har købt et sommerhus, vi flyver der hen, jeg har tøj til dig og en tryllestav skaffede en til dig ” sagde hun og viste dem vej ned mod udgangen. Kimmy og Julian holdte vagt. ” skynd jer ” sagde jocelyn der blev mere og mere panisk . indtil videre havde de undgået vagterne og de skulle også helst undgå demontoerne, de måtte ikke få afvide at der var flugt for så kom de aldrig væk her fra.

[Deleted]

Som hans navn blev sagt endnu højere denne gang, hævede Samuel hurtigt hovedet. Hørte han syner, eller blev han virkelig kaldt på? Han kunne faktisk ikke helt finde ud af det, og det var nok også det, som gjorde det en tand ekstra svært for ham. "Sam," forsøgte Sophia, også selvom Samuel kun trykkede hende mere ind mod sig. Var det dødsgardisterne der kom nu? De kom med jævne mellemrum, og det var aldrig til at sige, hvad de lavede, eller hvad der ville ske.
"Sch," sagde Samuel med en mere fast tone end tidligere. Ikke ønskede han, at noget skulle ske hende, og særligt ikke, hvis han kunne blive fri for det.

Synet som dog endte med at møde ham, måtte direkte chokere Samuel. Var det virkelig? Han havde jo ikke set sin søster i det, som efterhånden måtte være tyve år. "Jocelyn?" Sjældent forekom det, at det var ham, der stod som den mundlamme.
Celledøren gik op med en kraftig knirken. Var det virkelig hans søster? "Samuel, hvem er det?" spurgte Sophia mistroisk. Han rystede på hovedet. Hans søster havde han jo aldrig fortalt hende om. "Min søster.. hvis det ikke er en polyjuice.." sagde han sammenbidt.
At blive puffet ud, var svært, når de var lagt i lænker. Han trak kort på smilebåndet. Uanset hvad, kunne skæbnen næsten ikke være værre end Azkaban. "Jeg ved ikke om det er gået op for dig, kære lillesøs, men Garden ønsker ikke at vi skal gå nogen steder," sagde han endeligt. Han så ned af sig. Begge havde de en lænke om foden.
"Bryd den og få os ud herfra.." endte han denne gang med en mere fast tone, end hvad han havde brugt tidligere. At blive siddende her mere, end hvad der måtte være højst nødvendigt, ønskede han jo heller ikke! Heller ikke for Sophia!

[Jocelyn Allen Caffrey]

Jocelyn så på Samuel da han hentyd til lænkerne, hun slog sig for panden ” hvor dum kan jeg være ” sagde han og rystede voldsomt på hænderne som hun ledte efter nøglen til lænkerne, hun fumlede lidt med det inden hun havde fået låst Samuel fri. Hun så på Kvinden ” vi tager dig med ” sagde Jocelyn og smilede til hende, ae’ede hende blidt på kinden inden hun også låste hende fri ” Samuel jeg følger jer ned til en udgang der ikke bliver bevogtet, det vigtigt at i følge efter mig og julian, der er koste nok til at i begge kan komme med, ” sagde jocelyn som hun puffede dem ud af cellen. ”Samuel du er bedre til brug af stav end mig, tag min stav ” sagde hun og rakte Samuel sin stav. Hun begyndte at løbe ned af gangen i håb om at Samuel og kvinden ville følge med.

Da de kom ned til enden af gangen så Julian på Jocelyn ” vi har max 5 minutter til at komme væk her fra , jeg kan høre vagterne er på vej tilbage her til skynd jer afsted jeg bliver her med kimmy og holder vagterne hen. ” sagde Julian. Og så på Jocelyn, Jocelyn nikkede og fulgte Samuel og kvinden ud til den udgang der ikke blev bevogtet. Jocelyn fandt kostene de havde gemt uden for. Og kom tilbage til Samuel og kvinden ” det ikke de bedste koste men de er hurtige nok til at vi kan komme væk ” sagde hun og så på Samuel.

[Deleted]

Hver eneste, der var indsat på Theodores ordre og ønske, var lænket fast. Det var ikke ligefrem en tilværelse på røde roser, som de havde fået, kunne man jo sige, og naturligvis, var det også noget, som gjorde sit. Sophia trykkede han ind mod sig, som lænkerne blev fjernet. "Hun skal i hvert fald ikke sidde her," fastholdt han med en kortfattet stemme.
Langsomt fik han kæmpet sig op på benene, hvor han holdt Sophia tæt ind mod sig. Ville de møde modstand? Alle ønskede de jo at komme derfra, og det var ikke noget, som kunne gå hurtigt nok.

Hvad skulle Samuel forvente? Hans søster, var ærlig talt noget af det sidste, som han havde regnet med, at skulle passere, og særligt her i Azkaban, så var det noget af det sidste! "Hold dig til mig," bad han med en dæmpet stemme.
Kimmy? Julien? Alle de navne, som hun begyndte at remse op, var på individer, som han overhovedet ikke kendte, og derfor var det da også svært for ham, at finde ud af, om det reelt set var hende, som han stod overfor i øjeblikket. "Du skal bare lege martyr. Det har du altid gjort.." Han vendte blikket direkte mod Sophia. Begge var de uden tvivl medtaget efter deres ophold, som efterhånden løb op i et par måneder.

Kosten tog Samuel fat om. Var Sophia overhovedet i stand til at flyve i hendes tilstand? "Vi klarer det," sagde han. Hvis det betød, at de kom fri, var det uden tvivl det værd!
Samuel slap hende, for at hjælpe hende med kosten, så de alle kunne komme afsted. Han satte sig ovenpå sin egen, og vendte blikket afventende mod Jocelyn. De var klar.

[Jocelyn Allen Caffrey]

Jocelyn så på ham og sukkede ” det havde jeg heller ikke regnet med at hun skulle, jeg var bare overrasket over du sad inde med en kvinde når brevet ikke sagde noget om det ” sagde hun og så på ham. Hun så på dem som de kom ud og afsted ned til udgangen ” og du skal bare være røv belastende lige nu, når jeg allermindst har brug for det ” sagde hun surt og så på ham.
Jocelyne rakte dem begge en kost og satte sig selv op sin egen ” følg mig ” sagde hun og lettede for at komme afsted, hun havde aftalt med de andre at se selv skulle komme væk når de var taget afsted. Jocelyn vinkede dem efter hende ” vi skal en lidt lang tur brormand ” sagde hun da de var kommet i luften. De flyv hurtigt afsted, det lykkes dem at komme væk fra azkaban uden at blive opdaget .

//outes – forsættet et andet sted.

[Deleted]

Samuel havde ikke noget andet valg, end at stole på kvinden foran ham, og dette kunne uden tvivl godt mærkes i øjeblikket. Hvis det her betød, at de kunne komme ud, var det faktisk det vigtigste for ham. Heldigvis havde det vist sig, at staven ikke havde været nødvendig. "Er du min søster, burde du kende mig," pointerede han med et træt træk på smilebåndet. Han var virkelig træt. Hvad han dog ikke ville gøre bare for at få en seng at sove i, for en gangs skyld!

Han nikkede og ventede på at Sophia fik sat af, inden han selv gjorde det. De skulle ud på en længere køretur, så meget vidste han da, men hvis det betød frihed, så var det også det værd i hans øjne. Det første som han fik smagen for, var følelsen af vinden direkte mod ansigtet. Endelig kom de ud. De havde rent faktisk genvundet deres frihed. "Tror du ikke, at jeg kan klare mosten, søs?" spurgte han mornede, mens de søgte afsted. Han grinte. Han var rent faktisk fri igen!

//Out